søndag den 1. juni 2008

Vi er blevet foreviget.

På udstillingen med "Den Faldne Madonna" på Kulturellen var Benny Vigan Madsen gæsteudstiller af bl.a. en del portrætter. Jeg fik den idé at få malet et portræt af Bjarne, så kort tid efter kontaktede jeg Benny for at høre, om det kunne lade sig gøre. Benny var ked af at skulle male et portræt uden at have talt med Bjarne, så det endte med, at vi bestilte et af hver. Benny besøgte os til en forberedende samtale den 19. februar, hvor han også tog en masse billeder. Nu er portrætterne færdige, og Benny var her for at vise os dem i torsdags, den 29. maj.
bjarne fortalte meget begejstret om vores rejse til Kina, og det har åbenbart gjort så stort indtryk på Benny, at han har valgt at portrættere Bjarne som rød kineser. Jeg synes, det er flot, og at han ser meget venlig og rar ud.
Jeg er godt tilfreds med mit eget portræt, som Benny har valgt at gøre lidt collageagtigt, efter at han har set mine collager. Vi har ikke noget Magnolietræ i haven, men det passer fint til mig, synes jeg.
Det var jo en dejlig varm sommerdag, så vi nød et glas hvidvin i haven og en snak med Benny. Han kommer med portrætterne i denne uge, når han har "ferniseret" dem. Jeg synes vores portrætter er nogle af de bedste, han har lavet. http://www.bennymadsen.dk/