Vi fløj med Cimber Air fra Billund til Parma med et ganske lille propelfly. Det var fint vejr, og vi havde et fint overblik over bl.a. de snedækkede Alper.
I Parma lufthavn ventede Riis Rejsers bus på os, og efter et par timers kørsel gennem det skønne landskab ankom vi til Montecatini Terme, hvor vi blev indkvarteret på Hotel Ambrosiano, http://www.ambrosianohotel.it/eng/. Vi fik et dejligt stort værelse på 3. etage. Vores naboer til den ene side var Elin og Tove. Vi havde det rigtig hyggeligt med dem gennem gitteret, som adskilte vore altaner.
Fra altanen havde vi udsigt over en del af Montecatini Terme,
samt en helt fantastisk udsigt over bjergene og Montecatini Alto. Vi var så heldige at have morgensol, men ellers ingen sol resten af dagen. Det skulle blive drønhedt med ca. 37 grader.
Søndag var vi på besøg i Vinci, Leonardo Da Vincis fødeby. Her besøgte vi Leonardos museum. Det ligger ret højt med udsigt til kirken og klokketårnet (hør klokkerne i det sidste indlæg i denne serie). En helt fantastisk udsigt over det toscanske landskab.
Når man kiggede ned, kunne man ikke undgå at se den meget store blåregn på muren nedenfor. Absolut større end vores egen derhjemme.
Det var meget malerisk at kigge ud over byens tage omkranset af vinmarker og olivenlunde.
Udenfor museet kunne vi se en skulptur konstrueret over Leonardos berømte mand.
Mandag gik turen først til etruskerbyen San Gimignano, hvor vores guide, Mads, viste os en smule rundt. Det er svært at se ret meget, når man er 54 mennesker, der skal følges ad og samtidig finde rundt blandt alle de andre turister. Byen er kendt for sine 13 bevarede tårne. Vi valgte at besøge La Collegiata, indviet i år 1148 og som oprindelig var en domkirke. Den beskedne facade står næsten i kontrast til det smukke og farverige indre. Kirkens vægge er dækket af velbevarede fresker fra 1300- og 1400-tallet malet af kunstnere fra Siena. I det nordlige sideskib ses historier fra Det Gamle testamente og i sideskibet overfor historier fra Det Nye Testamente.
Efter en dejlig busfrokost med toscanske specialiteter og frugt, kørte vi videre til Siena, også en smuk gammel toscansk by.
I Siena så vi bl.a. Duomoen (domkirken), som der desværre ikke var tid til at komme ind i, men den var også meget flot udefra i en blanding af romansk og gotisk arkitektur og med mørkegrønt og hvidt marmor indlagt i facaden.Vi var også et smut nede på Piazza del Campo, hvor der ganske få dage før vi kom blev afholdt Toscanas flotteste festival, Sienas Palio, et stort hestevæddeløb. Vinderen modtager et Palio (banner).
Tirsdag skulle vi med toget til Firenze, så vi spadserede hele flokken ned til stationen, hvor billetkontoret uheldigvis havde lukket, så Mads forsøgte sig med billetautomaten. Den ville uheldigvis ikke give penge tilbage, så vi måtte forsøge os uden billetter.
Onsdag startede vi med et besøg i den antikke by Lucca med træbevoksede bymure og charmerende gotiske og romanske kirker.
På den meget charmerende Piazza fandt vi tid til en stille fadøl, inden vi selv skulle finde hen til bussen.
Lucca var en dejlig by med både atmosfære og moderne forretninger. Her har Åse, Elin og Minna kortet fremme.
Bjarne ved statuen af Giacomo Puccini (1858 - 1924) foran hans fødested i Lucca. Puccini er den berømteste og mest succesrige italienske operakomponist i det 20. århundrede. Han nedstammede fra fem generationer af musikere og vidste fra barnsben, at han ønskede at gøre karriere inden for musikken, og han ville koncentrere sig om at skrive operaer. Hans første tre operaer blev betingede successer, men så fulgte La Bohème, Madame Butterfly og Tosca, der straks kom på det internationale repertoire, og som lige siden har hørt til de populæreste operaer der nogensinde er skrevet.
Klar til at fortsætte til Pisa. Bjarne udveksler oplevelser med Jens og Stella.
Det var en sjov oplevelse at komme til Pisa. Jeg har jo egentlig aldrig kendt noget til de andre bygninger på Mirakelpladsen. Det skæve tårn er jo bare en af de tre hvide bygninger. De to andre er Dåbskapellet og Duomoen.
Desværre var der ikke tid til, at vi kunne komme ind i nogle af bygningerne og heller ikke til at komme op i det skæve tårn. jeg tror nu nok, at man kunne have bestilt billetter i forvejen.
På rad og række venter vi på bussen hen til vores egen bus.
Vi var blevet rigtig trætte af hotellets aftensmad, som hver aften bestod af syntetisk suppe eller pasta til forret, dampkogt kød og ødelagte grøntsager og salat hovedsageligt hældt ud af dåser til hovedret og noget dessert, som sikkert også var syntetisk. Derfor valgte Bjarne og jeg at prøve en rigtig toscansk restaurant onsdag aften. Det var rigtig dejligt at sidde udendørs i en skøn atmosfære og med mad, som var veltilberedt og smagte dejligt af toscansk sommer. Det blev man helt glad af. (Livet er for kort til søbemad).
Torsdag formiddag tog vi med tandhjulsbanen op over Montecatini Terme til Montecatini Alto. Det var byen på toppen af bjerget, vi kunne se fra vores altan.
Vi kunne ikke alle være i tandhjulsbanens vogn på en gang, så der var rigelig tid til at få en lille snak, mens vi ventede på, at den skulle komme ned igen. Åse, Gerda og Merete.
Vi blev modtaget af de først ankomne, så snart vi steg ud af vognen.
Der var en fantastisk udsigt over Montecatini Terme deroppefra. Sikke et landskab.
Bjarne havde fået et slemt anfald af urinsyregigt, så han måtte blive siddende i tandhjulsbanens "ventesal", mens jeg gik rundt om den lille by sammen med nogle andre.
Ved frokosttid stavrede vi op på det lille torv, hvor vi ville sætte os og bestille lidt frokost.
Torvet i Montecatine Alto.
En dejlig udsigt fra den anden side af byen.
Minna undersøger med skeptisk mine, hvad der vat blevet serveret for de første. fra venstre: Tove, Birgit, Minna, Stella og Jens. Det tog vildt lang tid, før vi andre fik den mad, vi havde bestilt. Men vi nåede det. (Ja, ikke alle gjorde).
Og så ankom vi ellers til noget af en vinsmagning torsdag eftermiddag. Det blev en oplevelse af de helt store.
Vi blev bænket ved lange borde, og Mads lovede med rystende stemme at oversætte hvad der ville blive sagt om vinene. Det gik nu rigtig fint, selvom han nok var noget trykket af formodningen om, at der kunne sidde en gammel engelsklærer blandt os.
Her vingårdens mand, som præsenterede de forskellige vine og den olivenolie de var så berømte for, og som var årsagen til, at han som 92 årig kunne se så ung ud.
Vi blev beværtet til den helt store guldmedalje med vin, rød og hvid. Med brød og olivenolie og salami og oliven og soltørrede tomater.
Det var bestemt en fest, og der var skærmet godt af mod solen. Det var drønhedt.
Merete var vild med de soltørrede tomater, så dem har hun nok købt nogle af.
Vi kunne købe de dejlige vine, lækker olivenolie, balsamicoeddike og soltørrede tomater.
Elin og Gudrun i snak med Mogens om en eller anden sjælden blomst. Det var han god til.
Fredag havde vi til fri dispotion, så mens Bjarne lå hjemme i sengen med sin smertende fod, fulgtes jeg med Tove og Åse op på byens marked. Her kom vi forbi et af montecatini Termes mange kurbadeanstalter, som byen er så kendt for.
åse og Tove var vilde med de mange flotte hatte, man kunne købe på byens marked.
Ved 12-tiden fik vi os en velfortjent forfriskning på enlille fortovscafé.
Om aftenen spiste vi sammen med de andre. Her salatbordet, som var ok, og det samme hver dag, med mindre der var noget tilovers fra aftenen før, som så kunne indgå i en ny ret.
Her aftenens menu, som bestod af ragout lavet på det kød, som var blevet tilbage aftenen før, hvor vi også havde været ude i byen og spise. Hertil stuvet blomkål. Forrest min tallerken med salat.
Der var 10 års jubilæum i rejseforeningen, og Tove havde forberedt en fin tale og købt "medaljer" i Vinci. Christian og Oda Møller fik begge overrakt en medalje.
Derefter var det Anne Maries tur,
Og til sidst fik Åse og Kirsten overrakt hver en velfortjent medalje. De har været med alle år.
Lørdag var det tid til at rejse hjem. Bjarne havde så stærke smerter, at vi måtte have assistance fra Røde Kors til at bugsere ham om bord på flyet. De stillede en kørestol og en meget hjælpsom medarbejder til rådighed. Det var en meget lille lufthavn, hvor man selv skulle gå ret langt for at komme op i flyet. Men straks kom der en stor Røde Kors handicapbil og hjalp Bjarne ud til flyet.
Bagagen fik vi også med i det lille propelfly.
Efter en dejlig busfrokost med toscanske specialiteter og frugt, kørte vi videre til Siena, også en smuk gammel toscansk by.
I Siena så vi bl.a. Duomoen (domkirken), som der desværre ikke var tid til at komme ind i, men den var også meget flot udefra i en blanding af romansk og gotisk arkitektur og med mørkegrønt og hvidt marmor indlagt i facaden.Vi var også et smut nede på Piazza del Campo, hvor der ganske få dage før vi kom blev afholdt Toscanas flotteste festival, Sienas Palio, et stort hestevæddeløb. Vinderen modtager et Palio (banner).
Tirsdag skulle vi med toget til Firenze, så vi spadserede hele flokken ned til stationen, hvor billetkontoret uheldigvis havde lukket, så Mads forsøgte sig med billetautomaten. Den ville uheldigvis ikke give penge tilbage, så vi måtte forsøge os uden billetter.Her venter Bjarne sammen med et par af de andre deltagere på toget til Firenze.
Mads havde i dag hjælp af chaufføren, Jens, til at finde til Firenze. Det blev en god, men hård dag i Firenze. Desværre løb cameraet tør for batteri, men der var nu så mange, mange, mange turister, at det næsten var umuligt at fotografere. Der var lange billetkøer til langt de fleste seværdigheder, men det lykkedes os at komme ind på Galleria Palatina. Det var en stor oplevelse at se de store mestres malerier. Vi nåede også lige at komme op og skøjte igennem noget af den moderne kunst. En spændende dag. Frokosten var i Firenze på egen hånd, og vi fandt en lille familiedrevet restaurant, hvor jeg fik en rigtig god lasagne og Bjarne fik spagetti carbonare.
Mads havde i dag hjælp af chaufføren, Jens, til at finde til Firenze. Det blev en god, men hård dag i Firenze. Desværre løb cameraet tør for batteri, men der var nu så mange, mange, mange turister, at det næsten var umuligt at fotografere. Der var lange billetkøer til langt de fleste seværdigheder, men det lykkedes os at komme ind på Galleria Palatina. Det var en stor oplevelse at se de store mestres malerier. Vi nåede også lige at komme op og skøjte igennem noget af den moderne kunst. En spændende dag. Frokosten var i Firenze på egen hånd, og vi fandt en lille familiedrevet restaurant, hvor jeg fik en rigtig god lasagne og Bjarne fik spagetti carbonare.
Onsdag startede vi med et besøg i den antikke by Lucca med træbevoksede bymure og charmerende gotiske og romanske kirker.
På den meget charmerende Piazza fandt vi tid til en stille fadøl, inden vi selv skulle finde hen til bussen.
Lucca var en dejlig by med både atmosfære og moderne forretninger. Her har Åse, Elin og Minna kortet fremme.
Bjarne ved statuen af Giacomo Puccini (1858 - 1924) foran hans fødested i Lucca. Puccini er den berømteste og mest succesrige italienske operakomponist i det 20. århundrede. Han nedstammede fra fem generationer af musikere og vidste fra barnsben, at han ønskede at gøre karriere inden for musikken, og han ville koncentrere sig om at skrive operaer. Hans første tre operaer blev betingede successer, men så fulgte La Bohème, Madame Butterfly og Tosca, der straks kom på det internationale repertoire, og som lige siden har hørt til de populæreste operaer der nogensinde er skrevet.
Klar til at fortsætte til Pisa. Bjarne udveksler oplevelser med Jens og Stella.
Det var en sjov oplevelse at komme til Pisa. Jeg har jo egentlig aldrig kendt noget til de andre bygninger på Mirakelpladsen. Det skæve tårn er jo bare en af de tre hvide bygninger. De to andre er Dåbskapellet og Duomoen.
Desværre var der ikke tid til, at vi kunne komme ind i nogle af bygningerne og heller ikke til at komme op i det skæve tårn. jeg tror nu nok, at man kunne have bestilt billetter i forvejen.
På rad og række venter vi på bussen hen til vores egen bus.
Vi var blevet rigtig trætte af hotellets aftensmad, som hver aften bestod af syntetisk suppe eller pasta til forret, dampkogt kød og ødelagte grøntsager og salat hovedsageligt hældt ud af dåser til hovedret og noget dessert, som sikkert også var syntetisk. Derfor valgte Bjarne og jeg at prøve en rigtig toscansk restaurant onsdag aften. Det var rigtig dejligt at sidde udendørs i en skøn atmosfære og med mad, som var veltilberedt og smagte dejligt af toscansk sommer. Det blev man helt glad af. (Livet er for kort til søbemad).
Torsdag formiddag tog vi med tandhjulsbanen op over Montecatini Terme til Montecatini Alto. Det var byen på toppen af bjerget, vi kunne se fra vores altan.
Vi kunne ikke alle være i tandhjulsbanens vogn på en gang, så der var rigelig tid til at få en lille snak, mens vi ventede på, at den skulle komme ned igen. Åse, Gerda og Merete.
Vi blev modtaget af de først ankomne, så snart vi steg ud af vognen.
Der var en fantastisk udsigt over Montecatini Terme deroppefra. Sikke et landskab.
Bjarne havde fået et slemt anfald af urinsyregigt, så han måtte blive siddende i tandhjulsbanens "ventesal", mens jeg gik rundt om den lille by sammen med nogle andre.
Ved frokosttid stavrede vi op på det lille torv, hvor vi ville sætte os og bestille lidt frokost.
Torvet i Montecatine Alto.
En dejlig udsigt fra den anden side af byen.
Minna undersøger med skeptisk mine, hvad der vat blevet serveret for de første. fra venstre: Tove, Birgit, Minna, Stella og Jens. Det tog vildt lang tid, før vi andre fik den mad, vi havde bestilt. Men vi nåede det. (Ja, ikke alle gjorde).
Og så ankom vi ellers til noget af en vinsmagning torsdag eftermiddag. Det blev en oplevelse af de helt store.
Vi blev bænket ved lange borde, og Mads lovede med rystende stemme at oversætte hvad der ville blive sagt om vinene. Det gik nu rigtig fint, selvom han nok var noget trykket af formodningen om, at der kunne sidde en gammel engelsklærer blandt os.
Her vingårdens mand, som præsenterede de forskellige vine og den olivenolie de var så berømte for, og som var årsagen til, at han som 92 årig kunne se så ung ud.
Vi blev beværtet til den helt store guldmedalje med vin, rød og hvid. Med brød og olivenolie og salami og oliven og soltørrede tomater.
Det var bestemt en fest, og der var skærmet godt af mod solen. Det var drønhedt.
Merete var vild med de soltørrede tomater, så dem har hun nok købt nogle af.
Vi kunne købe de dejlige vine, lækker olivenolie, balsamicoeddike og soltørrede tomater.
Elin og Gudrun i snak med Mogens om en eller anden sjælden blomst. Det var han god til.
Fredag havde vi til fri dispotion, så mens Bjarne lå hjemme i sengen med sin smertende fod, fulgtes jeg med Tove og Åse op på byens marked. Her kom vi forbi et af montecatini Termes mange kurbadeanstalter, som byen er så kendt for.
åse og Tove var vilde med de mange flotte hatte, man kunne købe på byens marked.
Ved 12-tiden fik vi os en velfortjent forfriskning på enlille fortovscafé.
Om aftenen spiste vi sammen med de andre. Her salatbordet, som var ok, og det samme hver dag, med mindre der var noget tilovers fra aftenen før, som så kunne indgå i en ny ret.
Her aftenens menu, som bestod af ragout lavet på det kød, som var blevet tilbage aftenen før, hvor vi også havde været ude i byen og spise. Hertil stuvet blomkål. Forrest min tallerken med salat.
Der var 10 års jubilæum i rejseforeningen, og Tove havde forberedt en fin tale og købt "medaljer" i Vinci. Christian og Oda Møller fik begge overrakt en medalje.
Derefter var det Anne Maries tur,
Og til sidst fik Åse og Kirsten overrakt hver en velfortjent medalje. De har været med alle år.
Lørdag var det tid til at rejse hjem. Bjarne havde så stærke smerter, at vi måtte have assistance fra Røde Kors til at bugsere ham om bord på flyet. De stillede en kørestol og en meget hjælpsom medarbejder til rådighed. Det var en meget lille lufthavn, hvor man selv skulle gå ret langt for at komme op i flyet. Men straks kom der en stor Røde Kors handicapbil og hjalp Bjarne ud til flyet.
Bagagen fik vi også med i det lille propelfly.Kirkeklokkerne i Vinci.
