mandag den 28. juli 2008

Den økologiske have i Odder.

En af de dage, hvor vi camperede ved Odder, besøgte vi Den Økologiske Have, http://www.ecogarden.dk/ Det var dejligt vejr, og vi vandrede rundt i et par timer på de 20 tønder land, som er opdelt i 14 temahaver.
Her studerer Bjarne vinstokkene.
Der var en frugthave med æbletræer og pæretræer, men også et flot morbærtræ. Sådan et har jeg aldrig set før. Det har røde bær, som minder lidt om hindbær.
Mange grøntsager groede sammen i bed. Her er det bl.a. hvidløg.
Latyrus, som her vokser op ad et plantestativ, som er et af de mange, som Havesmeden i Odder har leveret til haven. http://www.havesmeden.dk/ Jeg kunne godt tænke mig at få sådan nogle stativer til min have (f.eks. til min Star of Jelta), men det er lidt langt at skulle køre til Odder for at hente dem. Mon der er en smed i nærheden af Herning, der laver plantestativer?
Et af de bed, som jeg er meget imponeret over, og som jeg må afprøve til næste år: Kruspersille sået i et bed sammen med citron- og appelsintagetes. Det så ud til at være virkelig sundt. Vores persille bliver altid angrebet af gulerodsfluer!!!
Igen en vekselvirkning. Her mellem kål og morgenfruer. Den temahave, vi går rundt i her, skal forestille en parcelhushave.
I parcelhushaven er også et flot drivhus med tomater, agurker og krydderurter.
Parcelhushaven med de mange afgrøder.
Et lille hønsehus med en hønsegård med flotte dværghøns. Hønsegården er beplantet, så hønsene kan skjule sig for flyvende farer.