tirsdag den 30. september 2008

Der var rigtig mange dyr på campingpladsen. Her en aflang tingest, som syntes, det var behageligt at ligge ved siden af mig på min drømmeseng. Jeg er i tvivl om, hvad det lige er for en. Egentlig ligner det mest en cikadelignende tingest, men dem hørte vi ikke noget til. Vi hørte en del fårekyllinger, men den er lige tynd nok til at høre til den kategori. Måske er der en, der kan hjælpe.
Der var et hav af grønne firben, men de er nu søde og ret sky. Her et på vej op ad en træstamme.
Og her et lige ved siden af mig. De er normalt meget hurtige. En dag i swimmingpoolen var der et der var modigt nok til at luske op i knæhasen på mig.
Og så var der denne store græshoppe, som var en god kontrast til katteøjet på min cykel. Den sad der i to døgn, før det gik op for os, at den rent faktisk var død.
Jeg kunne ikke lade være med at tage dette billede af en Star of Yelta, som vokser vildt i Kroatien. Jeg er nu sikker på, at Jeannes altaneksemplar er meget flottere.