Lige præcis den side i min mappe, som Bettina sidder og kigger i er der nu ikke så meget at grine ad, så jeg har på fornemmelsen, at hun er med på en lytter til gruppen bagved. Min barndomsveninde, Karen, og hendes veninde, Erna, er lige kommet ind ad døren, hvor min søster, Corinna, tager imod dem. Det plejer atvære ret så muntert, når Karen er tilstede.

Og det skulle det så sandelig også vise sig at blive denne gang. Karen havde ledt i sine gemmer fra sin mor, og hun havde fundet en hel masse fine, gamle broderier, korssting stramajpuder, klokkestrenge, tråd og broderigarn og fine gamle broderibøger. Altsammen var det en gave til mig. Jeg måtte klippe lige så tovligt i det, som jeg havde lyst til. Selv Grethes gamle klokkestreng var med i gemmerne, og efter visse overvejelser fik jeg lov af Grethe til også at klippe i den.

Ja, det var en stor happening og en rigtig flot gave. Sikke en fantastisk idé. Her overrækkelsen. Karen og mig, flankeret af min mor, Mia og Signe.

Grethe, min mor, Mia, Signe og Erna.

Da Bente og Bettina havde holdt taler, og der var uddelt beviser, spurgte Karen, om hun måtte holde en tale, og det var der selvfølgelig ingen problemer i. Det blev en særdeles levende og underholdende beskrivelse af vores fælles barndomsminder fra håndarbejdstimerne i 3.klasse, hvor vi skulle strikke uldne undertrøjer. Om hvordan de tynde strikkepinde nærmest klistrede sammen mens vi strikkede og strikkede og "Nasser" (frk. Hansen) sad oppe bag katederet og læste op af "Tudemarie". Om, hvordan jeg blev spået en fremtid, hvor jeg aldrig skulle blive til noget!!! Nu havde jeg desværre frk. Hansen til både håndarbejde, skolekøkken og regning. Sikke fremtidsperspektiver!!! Det var en meget, meget velplaceret tale, som i nostalgiens tegn fremdrog længst fortrængte skoleminder. (Mærkeligt, at jeg ikke har gemt den strikkede uldtrøje!).